We don’t need no education

Siger pigen, der om en times tid skal ind og undervise en lille gruppe svenskere i dansk. Jep, nu er det tid til aftenskolekursus igen, og der er fem modige personer, der har tilmeldt sig fortsættelseskurset! Begynderkurset ser det ikke helt så lyst ud med, det er foreløbig udskudt yderligere en uge, da der kun er fire tilmeldte. Jeg håber, der dukker en til op, så jeg får to hold. Folk har åbenbart andet at lave om foråret, for i vinter var kurset jo fuldtegnet med 12 deltagere. Jeg må dog indrømme, at jeg glæder mig til at have en mindre gruppe – jeg håber, at det, kombineret med lidt mere erfaring, kan gøre, at det ikke bliver helt så anstrengende for mig. Jeg var jo fuldstændig smadret hver torsdag aften hele efteråret, og i aften er jeg altså nødt til at fortsætte med at arbejde, så jeg håber virkelig, at jeg overlever uden at blive helt drænet for energi 😉

Da jeg sad og forberedte mig, faldt jeg over et gammelt bogmærke for en uddannelse, jeg ikke længere er interesseret i – men hov, der var søreme en anden samme sted, som lød overordentlig interessant! Sidste ansøgningsfrist er 1. april, og halleluja, den er SU-berettiget og foregår her i Stockholm! Det er ikke det HELT rigtige, men det er tæt på, og den ville helt klart kunne bringe mig tættere på målet. Så nu grubles der i det lille hoved…

PS: Billedet er fra gårsdagens løbetur – nåede aldrig ud, mens det var lyst, men til gengæld fik jeg en helt fantastisk solnedgang at se!

Häst, älskade häst

Hemma igen efter en intensiv, lärorik och helt underbar helg! Vi började ridningen redan fredag kväll där jag blev tilldelad ridskolehästen Mynta som visade sig att inte alls vara som de ridskolehästar jag haft tidigare.

Första lektionen gick väl sådär – man är inte direkt tillbaka och känner sig hemma på en häst efter fyra års paus från ridningen! Och Mynta tyckte inte alls att vi skulle gå på spåret (vilket man ju annars brukar få “gratis” på ridskolehästar) och testade mig rejält mycket på det jag behöver jobba mest på – att bestämma vad JAG vill och se till att få det så 😉 Och det gäller nog både i ridningen och livet i allmänhet. Konstigt det där, hästarna verkar känna av sånt.

Det blev en sen kväll och jag tror att jag somnade innan mitt huvud träffade kudden. Tidigt upp på morgonen, dags för andra passet. Då gick det lite bättre! Sen tittade vi på teorifilm med Kyra Kyrklund där hon bl.a. visade galoppfattningar och räknade in “1, 2, 3, galopp” och jag skämtade om att jaha, vi missade att räkna till tre när våra galoppfattningar inte funkade!

På eftermiddagen testade jag det… Jag tänkte verkligen 1, 2, 3, galopp – och bannemej om det inte funkade! Det var nog trots allt det här med att verkligen ha bestämt sig som saknades på morgonen.

Söndagen var bara underbar. Den började med en häst som gnäggade glatt när jag kom in i stallet och sen flöt det bara på. Såhär i efterhand minns jag inget som var frustrerande, fast jag vet att vi inte gjorde allt klockrent och att jag långt ifrån var den perfekta ryttaren 😉

Tror att det bästa nog ändå var att jag aldrig var rädd. Jag minns en del rädsla från min senaste vända på ridskola, plötsligt var det mycket som var “farligt”, och det är inte alls så jag minns mitt tidigare umgänge med hästar och alltså inte så det kändes nu heller. Det var skönt!

Så största problemet nu är att jag nästan gråter inombords vid tanken om att jag inte får rida igen de närmsta månaderna. Jag har fått lite tips på ridskola i Stockholm och jag måste nog gräva fram pengarna på något sätt för att börja, men först ska jag göra min konståkningskurs så det inte blir för mycket samtidigt som vanligt. Så någongång i maj kanske jag kan få rida igen – om inte annat får det bli en ny kurs hos Meg, förhoppningsvis tillsammans med O om han inte fegar ur vilket det lutar lite åt 😉

Jo men så att…

Jag har verkligen koll på det här med löpning. Särskilt min egen. Ni vet, jag kan ju inte springa snabbt och jag kommer aaaaldrig bli bättre, så det är bäst att jag lägger ner kraven på mig själv. Så det gjorde jag ju och sen gick det mycket snabbare. I dag tänkte jag klämma in en vända innan det bär av mot ridlägret. Tänkte att jag bara skulle jogga och inte pressa mig själv, så det fick gå i det tempo det ville.

För att inte stressa mig själv slog jag bort displayen med tempo på pulsklockan och så lunkade jag iväg. Trodde jag. Någonstans halvvägs fick jag för mig att ändå smygtitta lite på tempot. Jag förväntade mig att det skulle ligga någonstans runt 6.20-6.25, för det var så det kändes och det brukar vara där jag hamnar om jag inte pushar. Döm om min förvåning när klockan sa 5.45! Tänkte snabbt att jaha, nu har den fått spel igen och tror att jag sprungit mycket längre än jag har. Sprang på och funderade inte så mycket mer på det tills jag någonstans när det var ungefär en kilometer kvar tittade på klockan och konstaterade att det tidsmässigt mycket väl kunde stämma!

Och jo då, väl hemma kan jag se att klockan hade rätt och min hjärna hade fel. Sprang 6,6 kilometer i 5.42-tempo 🙂 Det går verkligen åt rätt håll  nu när det inte ens kändes som jag tog i. Funderar självklart en hel del på orsaken (kanske har det att göra med mindre annan träning?), men försöker mest bara njuta så länge det håller i sig. Har i alla fall avlivat idén om att jag inte kan springa på förmiddagen nu också 😉

Nu är det dags att sätta sig i bilen och åka mot helgens ridläger! Kom på att det faktiskt var Meg som första gången gjorde mig uppmärksam att om man tror att man inte kan och säger det till sig själv, då kan man vara säker på att kroppen inte heller samarbetar (Tänk inte på en elefant! Vad tänker du på nu?). Det kanske har tagit sex år men nu tror jag att jag fattar 😉

Lange dage

Det bliver nogle lange dage lige for tiden, men i morgen kommer belønningen i form af ridekursus hos Meg 🙂 Jeg glæder mig som et lille barn til at sidde på en hest igen. Derudover har jeg altid lært noget om mig selv, de gange jeg har været der før. Nu er det vist tre-fire år siden sidst (og dermed også tre-fire år siden jeg sidst sad på en hest), og der er sket meget i løbet af den tid. Mest positive ting. Og jeg glæder mig til at se, hvilken forskel det kan gøre, at både kroppen og hovedet fungerer bedre 🙂

I øvrigt har jeg fået klemt yderligere en løbetur ind siden sidst, og det gik forrygende – nu føles det, som om jeg er tilbage! Fandt også en ny 6 kilometers runde, hvor jeg ikke behøver at løbe frem og tilbage, hvilket jeg synes er fantastisk kedeligt – og så kan den desuden bruges til at forlænge min 10 kilometers runde med et par kilometer, når det bliver tid til det. Alt for ikke at løbe samme sted to gange – som sagt, meget sidder i hovedet på mig…

Nåede derimod desværre ikke styrketræningen i går som planlagt, men nåede gudskelov lige nøjagtig ud af døren til min elskede poweryoga. Ville have erstattet styrketræningen med crossfit i dag, men skal nu i stedet ud og hente bil i eftermiddag, så jeg tror bare, jeg vil regne fem ridetimer i weekenden som ugens styrketræning! Eftersom jeg som sagt ikke har siddet på en hest i flere år, er jeg sikker på, der nok skal være nogle muskler, jeg har glemt, som vil råbe højt på søndag 😉

Når man slår hjernen fra …

… går alting meget bedre! I fredags bestemte jeg mig jo for at droppe løbeprogrammet samtidig med, at jeg helt uventet fik en weekend foræret. Fredag var i øvrigt en fantastisk dag – til medeljympan kunne jeg konstatere, at der ER sket noget, for det var slet ikke lige så udmattende, som det var sidst. Så tror da pokker, at jeg synes, at basjympan er spild af tid…

Nå, lørdag gik med  først at hente kettlebells (som O fascineret går rundt og løfter ;-)) og derefter at være chauffør for en veninde – også et godt kick for selvtilliden, for hold op hvor er jeg blevet meget bedre til at køre bil, efter jeg har fået min egen! Nu var det så Golfen, men det gjorde ingen forskel 😉

I dag var planen så at løbe en tur rundt om Kungsholmen – min lange tur på 10 kilometer. Efter skiløbene i fjernsynet. Samtidig gik jeg i gang med at rydde ud i tøjskabet, der var ved at drukne mig, hver gang jeg åbnede det. Det viste sig at tage længere tid end planlagt, for pludselig var klokken mange, og jeg syntes ikke helt, jeg kunne være bekendt at stikke af i over en time, da det ville resultere i meeeget sen aftensmad. Overvejede lidt at droppe det helt, men så tænkte jeg, at lidt var bedre end ingenting. Her var det guld værd ikke at have et program, for så havde jeg helt sikkert droppet det, hvis jeg alligevel ikke havde kunnet gøre det, der stod. Så jeg tænkte “to gange rundt om øen kan du klare” = 4 kilometer.

Kom ud ad døren og konstaterede, at det var glat. Og det orkede jeg ikke. Så jeg løb på fortovet ned mod min sædvanlige lange rute og pludselig gik det legende let! Løb en lidt anderledes vej, end jeg plejer, og vendte efter 2,5 kilometer – og pludselig var jeg tæt på min personlige rekord på fem kilometer! Inklusive opvarmning! Var helt høj, da jeg kom ind – jeg gad jo slet ikke løbe, og jeg havde jo ikke ligefrem haft noget mål om at skulle løbe stærkt, og så var det der bare. Så nu er jeg rolig igen – jeg har ikke tabt alt, jeg skal bare ikke løbe rundt på is og sne og tro, at det ikke påvirker noget 😉 Men er fascineret af, hvor meget der sidder i hovedet på mig – og spekulerer på, hvad jeg ville kunne klare, hvis jeg havde en “hare”, der løb ved siden af og heppede LOL

The only way out is through

Nu begynder det at gå den rigtige vej igen 🙂 Efter nogle dages grublen og tvivlen tror jeg nu, at jeg har fundet vejen frem, og jeg har desuden fået lidt uventet hjælp her til morgen. Med hjælp fra gode venner kom jeg frem til følgende, som jeg skrev på et forum, jeg hænger på, og som I derfor lige får på svensk 😉

Jag tror att jag nu kommit på hur jag ska göra. Jag kommer lägga av med nuvarande träningsprogrammet då det bara ger mig ångest och istället köra lite mer på känsla och ta tre pass i veckan varav ett långdistans – kanske med lite inspiration från Malin Ewerlöf Krepps program från hennes bok så det inte bara blir att harva runt tre gånger i veckan (fast jag älskar mina långa långsamma distanspass – och jag tror att avsaknaden av dem så här långt i andra programmet har varit en del av orsaken till att jag tappat lusten). Så på löparfronten är målet är tre-fyra gånger i veckan och att skita i hur fort eller långt det blir så länge det blir ett långdistanspass i veckan. Farten kanske får komma in mer när det blir barmark.

Eftersom jag ändå VILL fixa den där halvmaran så måste det ju bli löpfokus, så i övrigt ska jag försöka gå på minst två gruppträningspass i veckan – helst onsdagar och lördagar, för det är de tuffaste 😉 Och onsdagar kan jag köra min älskade poweryoga efter.

Nu till kruxet som får mig att vilja göra det här och som jag hoppas ska ge mig motivationen tillbaka: Från och med nu och fram till maj sätter jag köpstopp för mig själv på “lyxgrejer”. Istället tänker jag sätta in motsvarande belopp på sparkontot när det är något jag vill ha (allt från ett nytt nagellack till träningskläder till kurser) – när jag sen har klarat av halvmaran i maj får jag som belöning ta ut pengarna och göra precis vad jag vill för dem

Ska börja med att sätta in 1500 kr som räcker för tre gånger med PT på nya gymmet – om jag sen fortfarande är sugen på att återvända till styrketräningen på egen hand har jag råd att få hjälp med ett bra program och lite uppföljning för motivationens skull. Eller om det är något annat som känns roligare då så gör jag det – huvudsaken är att jag vet att det kommer bli vääääldigt kul att gå i mål på halvmaran 🙂

Nu känns det mycket bättre kan jag meddela!

Desuden er det fredag i dag, og jeg har en aftale med en veninde om at gå til medeljympa på Friskis efter arbejde – derefter kommer vores kære bedre halvdele ind til byen, så vi kan gå på restaurant alle fire. Perfekt fredag! Og så fik jeg en gave fra himlen – TV2 har lavet rod i det, så en af de serier, jeg tekster, er netop blevet udskudt tre uger. Det betyder, at jeg kan holde weekend! Jeg er bare så lettet, for jeg var allerede nu ved at have åndenød over det, jeg ellers skulle nå i weekenden, og over aldrig at have fri – jeg har siddet til over midnat hver aften i denne uge og så tidligt op og starte forfra… Det går fint et stykke tid, men sgu ikke konstant. Jeg skal hjælpe en anden veninde med at købe/transportere brædder i morgen (samt hente mine kettlebells, som Isabella har været så sød at købe til mig, da Casall havde udsalg), og nu kan jeg gøre det uden at skulle stresse hjem for at knokle foran skærmen. Halleluja!

Kæmper videre :-)

I dag fik jeg eeeeendelig fingeren ud og løb en tur inden poweryogaen, der næsten er blevet hellig for mig – den time gør virkelig kroppen godt, når man sidder foran en skærm hele dagen i øvrigt. Og det er heller ikke dårligt for hjernen – jeg er muligvis sentimental, men jeg kan faktisk godt lide, at man slutter af med at takke sig selv og sin krop for det, man/den har præsteret. Det trængte min selvtillid til 🙂

Kan stadig ikke finde ud af, hvad pokker jeg i øvrigt skal give mig til for at finde motivation – løbeprogrammet virker ikke rigtig for mig, og jeg overvejer at droppe det til fordel for bare at løbe tre gange om ugen hvoraf en er en lang tur, som jeg så vil gøre længere og længere for at nå op til halvmaratondistancen. Vi får se…

Ellers er der skam masser af ting, jeg gerne vil – det er bare alt sammen nye ting, der koster penge 😉 Og så får jeg jo ikke brugt mit træningskort. Ikke nemt.

Manglende motivation?

Sidder her og har alt for meget arbejde, men tankerne kører rundt i hovedet på mig, så jeg ikke kan koncentrere mig. Og det er ikke de positive tanker. Så jeg tænkte, at hvis jeg får lidt luft her, kan jeg måske slippe dem og komme videre!

Jeg er sur på mig selv over ikke at have bevæget mig i over en uge nu (selv om sidste uge var præget af sygdom). Jeg kom ikke af sted til yogaen i går – kunne ikke nå både det og skoshopping med O, når jeg også skulle arbejde. Og eftersom jeg jo arbejder konstant lige nu, og O har taget det så pænt, fortjente han at blive prioriteret! Men det koster så i form af en eller anden form for dårlig samvittighed, der fylder lidt for meget.

Har mistet motivationen for at løbe igen – det sker åbenbart hver gang, jeg bliver syg. Den der halvmaraton i maj virker ikke længere som en gulerod men som en stor trussel, og jeg tager nederlaget for givet – jeg har slet ikke motivationen til at lægge timerne, der skal til for at kunne løbe så langt, og da slet ikke på en nogenlunde acceptabel tid (hvilket jeg jo desuden skal kunne eftersom maxtiden er relativt lav – der er ikke plads til mange minutters gang). Så jeg er tilbage i “Hvorfor er jeg så dårlig til at løbe”-tankerne. De irriterer mig, men jeg kender ingen andre som mig – alle andre løbere, jeg støder på, er langt hurtigere, og hvis de ikke er det, er det fordi de ikke træner lige så meget eller kun lige er begyndt. Jeg sidder bare fast.

Det samme gælder styrketræningen lige nu – jeg synes, den såkaldte funktionelle træning er sjov, men den giver ikke rigtig nogen (mærkbare) resultater. Den bevarer så at sige bare den styrke, jeg allerede har opnået. Så jeg overvejer at give mig til at styrketræne på egen hånd igen, men foreløbig har jeg heller ikke rigtig kunnet finde motivationen til dét.

Nå, men vi ved jo alle, at det ikke hjælper at have ondt af sig selv – og det har jeg egentlig heller ikke, for jeg skal nok få styr på det her, men lige i dag er det bare ikke så sjovt. Og den slags dage skal der vel også være plads til!

Tilbage fra de døde…

Ønsker ikke vinterkräksjuka for min værste fjende, men jeg tror, at vi slap relativt billigt, og nu er vi begge helt ovenpå igen. Konstaterede dog i går, at jeg blev forpustet af at gå op ad trapperne til tunnelbanen, så lidt slidt er kroppen vist alligevel stadig 😉 Men det tror da også pokker efter fem dage nærmest uden næring…

Desværre er det jo i den her slags situationer, det overhovedet ikke er spor sjovt at være freelancer, for godt nok fik jeg rykket et par deadlines, så jeg kunne tillade mig at kurere mig lidt, men arbejdet forsvinder jo ikke – og med en kalender, der allerede var proppet, er det ikke blevet bedre af at skubbe læsset foran sig. Så nu står den på lange dage hver eneste dag inklusive weekender til den 14. marts, kun afbrudt af mit ridekursus og en sviptur til Danmark for at fejre min fars 60 års fødselsdag. Nu blev jeg forpustet igen…

Nå, men jeg forsøger at være effektiv og tage en dag ad gangen, og så VIL jeg altså have plads til min træning. Jeg turde dog ikke lægge ud med Annas cirkeltræning (den, der plejer at indeholde tre minutters jägarvila og idioten som afslutning) i dag, men håber på en stille og rolig lille løbetur i sneen senere. Ellers starter jeg træningen med 90 minutters power yoga i morgen formiddag – det er nok passende!

Det er for øvrigt et nyt “koncept”, de har i mit træningscenter – “Sköna Söndag”. 90 minutters træning af forskellig slags, alt fra mindfulness til yoga og pilates, det skifter så fra uge til uge. Fantastisk måde at starte søndag på og jeg håber virkelig, at det fortsætter (især fordi det også ligger om formiddagen, så jeg kan fortsætte, selv når motorsportsæsonen kommer i gang, og søndag eftermiddag og aften oftest foregår foran fjernsynet ;-)).

Nu tilbage til arbejdet. Afslutter med et sidste billede fra Ramundberget søndag eftermiddag – her gik det ned ad bakke på den gode måde 😉

Nuff said

Har lige overlevet 600 kilometers bilkørsel med vinterkräksjuka. Nuff said.