Dag 2

Posted: August 22, 2013 in Uncategorized

Kan jo lige så godt udnytte busturen til at blogge lidt fra mobilen 🙂

Dag 2 har været en god dag! Den startede godt nok med, at jeg ikke kunne kende et eneste menneske (næsten), for jeg sad på forreste række i går med ryggen til alle andre, og i dag blev vi slået sammen med tv-producer-eleverne – dvs. at ansigtsblinde jeg nu har intet mindre end 66 nye mennesker at holde styr på, og jeg har ingen anelse om, hvilke der tilhører min klasse… Men det løser sig nok! Øver mig ihærdigt.

Morgenen gik med at lytte til to tidligere TVP-elever (TVP har altid betydet “DR Provinsafdelingen for mig, men nu betyder det altså TV-Producentlinjen), hvilket var ret interessant. De arbejder begge i den virksomhed, de havde været i praktik i, og det lød som hårdt, men spændende arbejde. Den ene havde været klipper på Farmen, men havde sagt nej til en ny sæson, eftersom det ikke var den slags tv, hun kunne stå inde for – rart at få bekræftet, at man godt kan være lidt kræsen, når man først har lidt erfaring.

Efter frokostpausen, hvor jeg fik mødt et par stykker til, hvoraf jeg tror jeg kan huske i hvert fald tre navne, kom Nike Lindblom, der er producer for Lyxfällan, og fortalte om hele produktionsprocessen fra ide til sending. Hun fik mig næsten overbevist om, at reality-tv ikke nødvendigvis er djævlens værk, og at man faktisk kan have moral, når man laver det 😉 Nej, hun var utrolig interessant at lytte til, og hun sagde også, at hun var glad for, at vores uddannelse er kommet til, for vi er vigtige.

Så nu glæder jeg mig til at komme i gang og faktisk LAVE noget – og det sker i morgen, hvor jeg sammen med resten af “hold A” (50% TVP og 50% Red, totalt cirka 20 personer) skal lære alt, hvad der er værd at vide om kameraer. Dét glæder jeg mig til – stødte ind i læreren på vej hjem i dag, og han virker dygtig og engageret, så jeg håber, det indtryk passer 🙂

Vi så også resten af præsentationsfilmene, hvilket gjorde mig endnu gladere for, at jeg fik min visning overstået i en fart – har godt nok fået en del ros for den i dag, men for pokker, hvor er folk dygtige! Nogle af dem så dygtige, at man spekulerer over, hvad pokker de skal bruge uddannelsen til… Eget produktionsselskab og redigering af diverse langfilm og musikvideoer på cv’et, ligesom. Begynder at spekulere på, om det virkelig var med vilje, at jeg kom ind, eller om det var en administrativ fejl, som ingen tør indrømme LOL Nej, jeg skal nok blive sej til det her 🙂

Leave a comment