Archive for August, 2013

Who am I kidding?

Posted: August 27, 2013 in Uncategorized

… har jeg spurgt mig selv flere gange de sidste par dage. Havde en rigtig god weekend, hvor jeg vendte op og ned på døgnet og var vanvittigt effektiv, samtidig med at jeg rent faktisk nåede at være en lille smule social og se de racerløb, jeg ville se. Mandag styrtdykkede humøret i skolen under anden dag med kamerateknik – lad os bare sige, at det ikke er min stærke side!

Rev eftermiddagen ud af kalenderen og tog til træning, hvilket var tiltrængt, men bagefter var jeg så fuldstændig bombet, at jeg ikke formåede andet end at hente sushi og selvdø i sofaen. Så i morges var det op klokken 5 og i gang med arbejdet…

9.30 sad jeg på skolebænken igen og spekulerede over, hvordan jeg skulle overleve, da jeg allerede følte, at dagen havde været uendelig lang, og jeg var inde i det der mode, hvor man hører ordene, læreren siger, men ikke forstår, hvad de eventuelt betyder 😉 Oh well. Det blev en bedre dag i dag, fandt en bedre gruppe at arbejde med, og nu er kamerateknik-modulet overstået for denne gang. Jeg er stadig bekymret over, at der lader til at være to slags mennesker i klassen – dem, der har en hel masse erfaring, eller dem, der lige er gået ud af gymnasiet. Jeg passer som sædvanlig ikke rigtig ind…

Dagens anden foruroligende oplysning: “Der er jo forskel på en klipper og en redigerare (beklager, jeg har ikke fundet et passende dansk substantiv, red.). En klipper er en, der fortæller historier i billeder, mens en redigerare er en tekniker.” Hmm. Jeg vil begge dele, tak.

I morgen skifter vi modul til dramaturgi, og jeg håber, det er mere min kop te. Føler i hvert fald umiddelbart, at jeg har lidt mere erfaring at tage af på det område, men man ved aldrig.

Nu skal jeg arbejde lidt videre, inden jeg giver helt op for i dag. Jeg spekulerer lidt på, hvornår jeg mon får et liv igen. Det der med faste tider passer mig SÅ dårligt, men det vidste jeg jo, før jeg gik ind i det her. Så det er én dag ad gangen, jeg skal nok komme igennem det her…

Dag 2

Posted: August 22, 2013 in Uncategorized

Kan jo lige så godt udnytte busturen til at blogge lidt fra mobilen 🙂

Dag 2 har været en god dag! Den startede godt nok med, at jeg ikke kunne kende et eneste menneske (næsten), for jeg sad på forreste række i går med ryggen til alle andre, og i dag blev vi slået sammen med tv-producer-eleverne – dvs. at ansigtsblinde jeg nu har intet mindre end 66 nye mennesker at holde styr på, og jeg har ingen anelse om, hvilke der tilhører min klasse… Men det løser sig nok! Øver mig ihærdigt.

Morgenen gik med at lytte til to tidligere TVP-elever (TVP har altid betydet “DR Provinsafdelingen for mig, men nu betyder det altså TV-Producentlinjen), hvilket var ret interessant. De arbejder begge i den virksomhed, de havde været i praktik i, og det lød som hårdt, men spændende arbejde. Den ene havde været klipper på Farmen, men havde sagt nej til en ny sæson, eftersom det ikke var den slags tv, hun kunne stå inde for – rart at få bekræftet, at man godt kan være lidt kræsen, når man først har lidt erfaring.

Efter frokostpausen, hvor jeg fik mødt et par stykker til, hvoraf jeg tror jeg kan huske i hvert fald tre navne, kom Nike Lindblom, der er producer for Lyxfällan, og fortalte om hele produktionsprocessen fra ide til sending. Hun fik mig næsten overbevist om, at reality-tv ikke nødvendigvis er djævlens værk, og at man faktisk kan have moral, når man laver det 😉 Nej, hun var utrolig interessant at lytte til, og hun sagde også, at hun var glad for, at vores uddannelse er kommet til, for vi er vigtige.

Så nu glæder jeg mig til at komme i gang og faktisk LAVE noget – og det sker i morgen, hvor jeg sammen med resten af “hold A” (50% TVP og 50% Red, totalt cirka 20 personer) skal lære alt, hvad der er værd at vide om kameraer. Dét glæder jeg mig til – stødte ind i læreren på vej hjem i dag, og han virker dygtig og engageret, så jeg håber, det indtryk passer 🙂

Vi så også resten af præsentationsfilmene, hvilket gjorde mig endnu gladere for, at jeg fik min visning overstået i en fart – har godt nok fået en del ros for den i dag, men for pokker, hvor er folk dygtige! Nogle af dem så dygtige, at man spekulerer over, hvad pokker de skal bruge uddannelsen til… Eget produktionsselskab og redigering af diverse langfilm og musikvideoer på cv’et, ligesom. Begynder at spekulere på, om det virkelig var med vilje, at jeg kom ind, eller om det var en administrativ fejl, som ingen tør indrømme LOL Nej, jeg skal nok blive sej til det her 🙂

20130822-165615.jpg

Det har været en laaaang dag! Startede med et par timers arbejde i morges efterfulgt af en meget lang bustur til skolen. Jeg må se at finde ud af, om jeg tør cykle, for det føles lidt overdrevet at skulle hjemmefra en time og et kvarter før for at være fremme til tiden.

Anyhoo, faldt i snak med en pige i elevatoren (ligesom sidst), og så var dagen i gang. En masse praktisk information (blandt andet om alarmen om natten, for det var åbenbart ikke usædvanligt, at folk blev der hele natten for at arbejde…) og præsentationer af nogle af lærerne. Det lover umiddelbart godt – især kunne jeg godt lide ham, der skal forelæse om bl.a. dramaturgi. Han sagde, at man skal være “teammenneske, men ikke flokdyr” – og det syntes jeg egentlig ramte mig meget godt 😉 I øvrigt har vi flere gange fået at vide, hvor eftertragtede vi kommer til at blive på arbejdsmarkedet, og at der i den grad er brug for folk med den kompetence, vi ender med at have.

Jeg var også glad for at se pigen, jeg mødte til optagelsesprøven – så var der da ét kendt ansigt 😉 I øvrigt består klassen af flest fyre, og jeg hører umiddelbart til i den tunge ende af aldersskalaen. Mange af dagens præsentationer indeholdt information om, hvilken linje personen havde gået i gymnasiet, og hvor mange søskende vedkommende havde. Den slags bliver sjovt nok mindre vigtigt med alderen… Følte mig lidt gammel, men var glad for at have en anden voksen at tale med i form af Tove, der er fyldt 40, er uddannet kunstner og mor til tre.

Vi nåede igennem cirka halvdelen af folks præsentationsfilm – jeg endte med at lægge ud, for så kunne jeg slappe af resten af tiden uden præstationsangst 😉 Der er en del rigtig dygtige folk i klassen, så jeg var glad for, at min film i hvert fald ikke var den “dårligste”.

Derefter gik turen til Filmhuset, hvor vi var publikum til optagelsen af “Nugammalt” med Filip og Fredrik. Ikke lige et program efter min smag, og jeg er jo nærmest vokset op i et tv-studie, så jeg må indrømme, at jeg her kedede mig lidt, men, men, om ikke andet er det sikkert godt at have noget at tale med de andre om i morgen.

I morgen står den på forelæsning med elever fra produktionsselskabet ART89 og produceren fra Lyxfällan, hvilket sikkert bliver interessant. Dog er der en lille stemme i mig, der siger, at hvis det er den slags tv (Filip & Fredrik og/eller Lyxfällan), jeg ender med at skulle arbejde med, kommer jeg nok til at føle, at jeg har solgt min sjæl. SÅ tv-liderlig er jeg ikke… Men der er jo mange muligheder, og jeg vil gøre mit yderste for at finde verdens bedste praktikplads, hvor de laver noget, jeg føler, jeg kan stå inde for.

Nu vil jeg hoppe i seng og sove fem kvarter i timen, for i morgen venter en ny, spændende dag! Forkølelsen er også ved at lægge sig, så med lidt held kan der måske endda blive tid til en lille løbetur 🙂

Bring it on!

Posted: August 20, 2013 in Uncategorized

2013-08-13 08.52.41Hvor blev tiden af?! Den spænede forbi mig med 100 km/t. Nå, men i morgen starter skolen. Min præsentationsfilm er færdig, den blev som den blev, og jeg glæder mig til at finde ud af mere om, hvad fremtiden har at byde på. Fik skemaet i dag og fik lidt åndenød, eftersom der er skemalagt undervisning hver dag fra 9.30-16.30. Med over en times transporttid hver vej og en hulens masse arbejde ved siden af de første par måneder håber jeg inderligt men sikkert naivt, at der til gengæld ikke er så meget hjemmearbejde ved siden af.

I øvrigt har jeg haft en fantastisk uge på ridelejr. Fik lov til at ride Bailey på 5 år, en helt fantastisk hest, som jeg er dybt forelsket i og håber på at få igen næste gang. Hvornår næste gang bliver, ved jeg ikke, men jeg håber virkelig, det bliver i år. Tror, at jeg efter denne uge for første gang tør sige, at jeg faktisk kan ride og ikke bare sidde til hest.

2013-08-17 22.24.10Efter hjemkomst lørdag eftermiddag hoppede jeg i bad og tog direkte videre hjem til Cristine, hvor vi spiste lækker middag og is til dessert, inden det var tid til Midnattsloppet. Cristine bor lige ved siden af starten, så kl. 22.15 luntede jeg ned til min startplads, og kl. 22.30 gik startskuddet. Perfekt opvarmning til et hyggeligt løb, som jeg løb fuldstændig uden præstationsangst og kun med oplevelsen for øje. Hyggejoggede hele vejen og nød stemningen og high-fivede med alle, der gad – jeg holdt op med at tælle, da jeg nåede til 30. Da jeg passerede kilometer 9 var min eneste tanke: “Nej, det må ikke være slut endnu!” Kiggede ikke en eneste gang på uret og tiden, men havde forinden sagt halvt for sjov til Ola, at jeg nok ville være i mål 23.37. Gæt selv, hvad klokken var, da jeg passerede mål… Det sjove er, at jeg uden at vide det faktisk løb en anelse hurtigere end sidste år, trods träningsvärk fra en uges ridelejr i benene og mindre løbetræning generelt. Denne gang kunne jeg desuden løbe hele vejen, inklusive den grimme bakke op til Mosebacke Torg. Men Midnattsloppet bliver aldrig et præstationsløb for mig – man går jo glip af det hele, hvis man skal spæne af sted og presse sig selv.

Nå, jeg må tilbage til arbejdet – der er virkelig no mercy de næste måneder, hvor livet kommer til at bestå af skole, arbejde, mad og søvn (og forhåbentlig en lille smule træning, hvis jeg skal komme igennem det med fornuften i behold), men jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg håber, jeg kan finde lidt tid til at holde bloggen opdateret – som sædvanlig mest for min egen skyld, men jeg vil gerne kunne holde styr på, hvordan det hele spænder af.

Home, sweet home

Posted: August 1, 2013 in Uncategorized

Hjemme igen efter en lang rejse med ikke ret mange timers søvn. Lykkedes mig alligevel at holde mig vågen til 22.30, så jeg håber på en relativt normal døgnrytme igen hurtigt. Orker ikke at vågne 3.30 og falde i søvn kl 20 i en uge som efter Canada….

Vågnede to gange i nat og var overbevist om, at jeg befandt mig på hotel LOL Det hjalp med et par katte under armen. Amerikanske fjerlegedimser er i øvrigt the grej!

I dag skal vi ud og kigge på bil – håber, det ender med køb, da Ola nu har været billøs i flere måneder (eller ja, han har haft lånebil, ellers var han nok omkommet), og det begynder at blive besværligt! Derefter må vi se, om han har tænkt sig at drage af til Hindås med det samme. Jeg bliver hjemme for min egen og missernes skyld – desuden har jeg kun tre dage til at lave min film til skolen (præsentationsfilm… Præstationsangst), derefter er det slut med ferie og knokleriet starter igen. Men kun en uge, så skal jeg på ridelejr!