Hvor blev tiden af?! Den spænede forbi mig med 100 km/t. Nå, men i morgen starter skolen. Min præsentationsfilm er færdig, den blev som den blev, og jeg glæder mig til at finde ud af mere om, hvad fremtiden har at byde på. Fik skemaet i dag og fik lidt åndenød, eftersom der er skemalagt undervisning hver dag fra 9.30-16.30. Med over en times transporttid hver vej og en hulens masse arbejde ved siden af de første par måneder håber jeg inderligt men sikkert naivt, at der til gengæld ikke er så meget hjemmearbejde ved siden af.
I øvrigt har jeg haft en fantastisk uge på ridelejr. Fik lov til at ride Bailey på 5 år, en helt fantastisk hest, som jeg er dybt forelsket i og håber på at få igen næste gang. Hvornår næste gang bliver, ved jeg ikke, men jeg håber virkelig, det bliver i år. Tror, at jeg efter denne uge for første gang tør sige, at jeg faktisk kan ride og ikke bare sidde til hest.
Efter hjemkomst lørdag eftermiddag hoppede jeg i bad og tog direkte videre hjem til Cristine, hvor vi spiste lækker middag og is til dessert, inden det var tid til Midnattsloppet. Cristine bor lige ved siden af starten, så kl. 22.15 luntede jeg ned til min startplads, og kl. 22.30 gik startskuddet. Perfekt opvarmning til et hyggeligt løb, som jeg løb fuldstændig uden præstationsangst og kun med oplevelsen for øje. Hyggejoggede hele vejen og nød stemningen og high-fivede med alle, der gad – jeg holdt op med at tælle, da jeg nåede til 30. Da jeg passerede kilometer 9 var min eneste tanke: “Nej, det må ikke være slut endnu!” Kiggede ikke en eneste gang på uret og tiden, men havde forinden sagt halvt for sjov til Ola, at jeg nok ville være i mål 23.37. Gæt selv, hvad klokken var, da jeg passerede mål… Det sjove er, at jeg uden at vide det faktisk løb en anelse hurtigere end sidste år, trods träningsvärk fra en uges ridelejr i benene og mindre løbetræning generelt. Denne gang kunne jeg desuden løbe hele vejen, inklusive den grimme bakke op til Mosebacke Torg. Men Midnattsloppet bliver aldrig et præstationsløb for mig – man går jo glip af det hele, hvis man skal spæne af sted og presse sig selv.
Nå, jeg må tilbage til arbejdet – der er virkelig no mercy de næste måneder, hvor livet kommer til at bestå af skole, arbejde, mad og søvn (og forhåbentlig en lille smule træning, hvis jeg skal komme igennem det med fornuften i behold), men jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg håber, jeg kan finde lidt tid til at holde bloggen opdateret – som sædvanlig mest for min egen skyld, men jeg vil gerne kunne holde styr på, hvordan det hele spænder af.
Ego A Go Go 