Nye udfordringer

Så har jeg endelig klaret dagens arbejde. Havde først svært ved at komme i gang, og derefter kom straffen for dovenskaben i form af migræne. Får åndenød af at kigge i kalenderen (tæller det som konditionstræning?), så det prøver jeg at lade være med. Kører rundt i de samme fire-fem serier arbejdsmæssigt, så lige nu mangler jeg både fleksibiliteten og variationen i mit arbejde, hvilket nok er de to ting, jeg normalt sætter størst pris på. But this too shall pass, eventually.

Gårdagens løbekursus var både godt og skidt. Godt fordi det var velarrangeret, lærerigt og interessant – skidt fordi jeg ikke formåede at lukke ned for stemmen i hovedet, der sagde, at jeg var dum og uduelig, da jeg var absolut langsomst, da vi skulle løbe intervaller som sidste punkt på dagsordenen. Til gengæld knoklede jeg igennem til styrketræningen, hvor jeg helt klart havde fordel af at have godt styr på teknikken og have prøvet det før,

Så jeg har (igen) lagt en masse energi på at tænke på, hvorfor jeg løber. Hvis jeg vil være hurtigere, er der kun én vej – hård træning med masser af forskellige slags intervaller. Det ved jeg godt, og jeg forventer altså ikke, at det sker af sig selv. Spørgsmålet er bare, om det er det, jeg vil? Jeg bliver mere og mere sikker på, at svaret er nej. Jeg vil tro, at jeg med hård og fokuseret træning ville kunne komme ned på 55 minutter på 10 km. Og det er der bare ikke motivation nok i for mig. For SÅ sjovt synes jeg faktisk ikke det er at løbe.

Omvendt vil jeg heller ikke lægge løbet helt på hylden, for jeg elsker “alenetiden” (tid til at lytte til musik uden forstyrrelser!) og oplevelserne, det fører med sig, og så er det jo en utrolig nem måde at få en dosis motion på.

Så hvad så? Jo, jeg leder efter noget at komplettere med, hvor jeg kan få tilfredsstillet mit behov for udvikling. Ren styrketræning tiltaler mig som sådan heller ikke – jeg har ikke noget mål om at kunne løfte så og så mange kilo. Derimod vil jeg gerne være “allround stærk”, og en pæn krop er der vel heller ingen, der siger nej tak til. Men det må altså gerne være en “bivirkning” ved at foretage sig noget sjovt, der også kan udfordre mig på andre områder. Kigger lidt på akrobatik og klatring. Førstnævnte kan jeg formentlig ikke få prøvet før efter sommeren, men klatringen kan man jo komme i gang med når som helst. Så det må prøves snart 🙂

Derudover har jeg booket mig et par ridekurser mere, en weekend om en lille måneds tid og en hel uge i august – og hvis alt går vel, starter jeg uddannelse ugen efter det. Sendte min ansøgning & arbejdsprøve i torsdags og går nu og bider negle, mens jeg venter på svar. Håber på i det mindste at komme til optagelsesprøve. Glipper det, ender jeg nok med et halvt år i Malmö til efteråret – det er ikke det mest optimale, men hvis det er den eneste vej frem, så …

Løbekursus

På vej til løbekursus med Runday. Købte nye sko i går, da de gamle ikke overlevede SpringCross. Og det gik forresten godt! Jeg løb stille og roligt som planlagt og nød omgivelserne og stemningen. Havde endda overskud til at snakke lidt med en medløbende på anden omgang. Så nu har jeg mod på halvmaraton igen – satser på at løbe langsomt og nyde det og blæse på maxtiden, så skal det nok gå på en eller anden måde.

Og så har jeg som sagt dejlige nye løbesko – tog en tur rundt om øen i går, og de føltes helt fantastiske! Ender lige der, hvor jeg skal på foden – samtidig med at der er dæmpning i hælen, hvis jeg bliver for træt til at løbe “ordentligt”. Er spændt på om det ser lige så godt ud, som det føles – kurset i dag indeholder bl.a. individuel løbeteknik med film, så jeg får at se, hvad jeg laver 😉

No doubling back

SpringCross, 12 kilometer om et par timer. Min hjärna bråkar med mig. Den siger grimme ting til mig. I går overvejede jeg seriøst bare at blive under dynen i dag og håbe, at ingen opdagede det. Men så ringede en veninde, og da vi havde snakket færdig, var humøret bedre. Der er stadig mange tanker i hovedet, og instinktet siger “Flygt! Så slipper du for at mislykkes”, og det bliver nok kun værre af at være bevidst om det – samtidig med at det er den eneste måde at forandre noget på. The only way out is through.

Så nu er jeg i hvert fald oppe. Jeg har løbetøjet på. Jeg har spist morgenmad. Jeg har bestemt mig for at tage gps-uret med – for uanset resultatet vil jeg have kortet over turen på Endomondo. Jeg prøver at overbevise mig selv om, at det handler om at gennemføre, at være ude i det dejlige vejr, more sig over den enorme mængde mudder, der formentlig skal forceres, og at høre noget god musik undervejs.

Nye eksperimenter

Efter det sidste indlæg har jeg tænkt og tænkt. Især på hvorfor jeg er så præstationsfokuseret. Hvorfor er JEG ikke god nok, medmindre jeg præsterer noget? Mistænker, at det stammer helt tilbage fra barndommen, hvor jeg fik en is af min far, når jeg fik gode karakterer.

Jeg har jo overvejet at løbe uden pulsur eller anden form for “måleinstrument” et stykke tid. Snakkede med en god veninde om det og hørte mig selv sige, at det eneste, der afholder mig fra det, er tanken om, at jeg måske sætter PB uden at vide det! Der gik et par dage, før det rigtig gik op for mig, hvor sygt det egentlig er. Løber jeg for at præstere, eller løber jeg for at være sund og rask, få noget frisk luft, se mig lidt omkring og kunne spise is i weekenden uden dårlig samvittighed? Jeg vil helst tro det sidste, men et sted på vejen er det kammet over.

Så nu har jeg udfordret mig selv. Ingen præcise tider eller distancer. Jeg må logge selve løbeturen og en cirkadistance, og tiden sætter jeg til cirka 6.20/km på de korte ture og 6.30 på de lange uanset hvordan det har føltes undervejs. Og i stedet for her at fortælle om, hvor langt eller hurtigt jeg har løbet, kommer I til at læse om, hvad jeg har oplevet på turen. For man oplever nemlig altid noget på en løbetur. I dag var det for eksempel hr. og fru And, der var meget fortørnede over, at jeg sådan kom løbende på DERES sti. Eller også heppede de på mig. Der blev i hvert fald råbt (nå ja, rappet) efter mig 😉

Det store spørgsmål nu er, om jeg tør lade pulsuret ligge hjemme på lørdag til SpringCross. Det vil være godt for mig ikke at tilbringe hele løbeturen med at slå mig selv i hovedet over at være langsom – på den anden side er der en fare for, at jeg løber for stærkt og dermed bliver for træt. Men jeg tror alligevel, at fordelene af ikke at VIDE noget og kun KUNNE løbe på fornemmelsen opvejer de eventuelle ulemper. Og mit eneste mål er at komme igennem på under 100 minutter. Det burde jeg næsten kunne gå banen rundt på 😉

Mht halvmaraton må det nok komme lidt an på, hvordan det føles efter de 12 kilometer på lørdag. Men lige nu hælder jeg til at gøre det, skide hul i maxtiden og bare gennemføre. Ruten kan jeg jo følge, selv om de lukker tidstagningen (det er kun i starten, man løber på lukket vej), og en cirkatid kan jeg da også få ud af det. Og så er det gjort! Så har jeg klaret årets løbemål, og så gør det ikke noget, hvis jeg hellere vil finde på noget andet og ikke gider løbe igen før til efteråret.

Afslutter med det, der gør mig allergladest lige for tiden: Jeg har fået min lille bil hjem 🙂 Hentede Morris i søndags og i går fik han nye fine bredere dæk og var til syn, så nu er vi klar til sommer!

To run or not to run the half marathon…

That is the question. Jeg føler mig overhovedet ikke klar til halvmaraton den 4. maj. Jeg føler mig ikke engang klar til 12 km SpringCross om ti dage. Jeg er stresset og har alt for meget i kalenderen, og løbeturene bliver en pest og en plage, der bare SKAL overståes, fordi jeg skal løbe det der løb, jeg egentlig ikke engang er så interesseret i. Det er for langt, og det kommer til at gøre ondt. Jeg kan slet ikke forestille mig at putte yderligere 6 km på den 15 kilometers tur, jeg var på for nogle uger siden. Eller jo, det kan jeg måske godt, men ikke på tre uger.

Bedre blev det ikke af at opdage, at den veninde, jeg skulle løbe sammen med, er tilmeldt til Stockholm Halvmaraton i september og ikke til Kungsholmen Runt, som jeg troede. Så jeg skal gøre det alene. Ola er ikke engang hjemme den weekend for at sige “hep”, inden jeg tager af sted. Så jeg skal virkelig gøre det alene. Og jeg ved virkelig ikke, om det er det værd. Jeg tror ikke, jeg kommer til at finde nydelse i at gennemføre det, for det er ikke en præstation i sig selv længere, og der er en overhængende risiko for, at jeg ikke KAN gennemføre det på under maxtiden, hvilket gør det endnu mindre attraktivt. Samtidig vil jeg bare have det gjort, så jeg kan sige, at jeg har gjort det, i stedet for at udskyde det til september og have det hængende over hovedet hele sommeren. En anden mulighed er selvfølgelig at droppe det helt og bare løbe for at løbe. Hvilket lige nu virker yderst tiltalende. For selv tanken om at skifte til 10 km-klassen i Kungsholmen Runt virker ikke som noget godt alternativ. Jeg er ikke i form til at gøre det bedre end sidste år, så det bliver også bare et nederlag. Er det så ikke bedre at hygge sig med løbningen og droppe alle tanker om tider? Mine bedste løbeture har trods alt været, når jeg ikke har haft pres på mig selv. Åh jeg ved det ikke… Det eneste jeg ved er, at jeg føler mig en anelse mindre stresset ved tanken om ikke at SKULLE løbe halvmaraton den 4. maj…

Eller også…

… dropper man karriereræset og køber en bondegård et sted langt ude på landet og slår sig ned med en hulens masse dyr, nyder naturen og får træning i forbindelse med arbejdet.

Mange tanker om fremtiden i disse dage. Har fundet en uddannelse, jeg vil søge ind på. Selvfølgelig en, hvor jeg ikke har nogen som helst nytte af Högskoleprovet, som i øvrigt gik forrygende, men ja, hvis jeg kommer ind og det viser sig, at jeg endelig har fundet noget af det rigtige, er det jo mindre vigtigt 😉

Træningsstatus: Har ikke lavet noget som helst og har ikke den mindste lyst heller, så jeg har bestemt mig for, at det er okay. Jeg vælger at tro på, at jeg på en eller anden måde nok skal klare både SpringCross og halvmaratonet alligevel – jeg tror, jeg kan alt, når jeg vil!

Det är mycket nu…

Så det blir lite i punktform.

– I helgen: Underbart att vara ledig i Sälen med fina kompisar och en runda på (vallade!) längdskidor, trillade bara två gånger…

– I framtiden: Alldeles, alldeles för uppbokad kalender – jag är nu inne i juni innan jag har en dag då jag inte redan nu vet vad jag ska göra…

– I kväll: Har varit på Fazer Peppkväll och konstaterat att jag har blivit goodiebag-bortskämd sen Blogger Boot Camp. Den här var vääääldigt tam i jämförelse! Men eventet var kul – och Blossom Tainton rules! Jag vill också se ut så när jag är 50.

– I morgon: Lunch med en tidigare kursledare för att lära mig mer om ett kanske framtida karriärsval – mycket spännande! Därefter tar jag själv på mig lärarhatten, börjar nästan få koll på det där nu.

– På lördag: Högskoleprovet. Kommer bli så jäkla besviken om jag inte klarar att få minst samma resultat som tidigare även om mindre förmodligen kommer räcka för det mesta jag kan tänkas vilja ha det till.

– Nu: Sova!