I går var jeg til optagelsesprøve på den uddannelse, jeg har søgt ind på. Uddannelsen er i tv-redigering, og jeg har brugt lang tid på at komme frem til, at det er det rigtige valg. Eller ja, den helt store drøm er at blive filmklipper, men den uddannelse er der kun 6 pladser på hvert andet år, og næste start er i efteråret 2014, så jeg ser det her som en mulighed for at starte et sted og måske bruge det som springbræt videre – i arbejdslivet eller ind på næste uddannelse.
Anyways, sammen med de sædvanlige ansøgningspapirer skulle man sende en arbejdsprøve, der skulle bestå af tre billeder, der “fortæller en historie, der berører seeren”. Det blev det her, med god hjælp fra søde Cristine:
– hvilket jeg var godt tilfreds med! Blev da også indkaldt til næste trin i optagelsesproceduren, som altså var i går. Med kaldelsen fulgte informationen om, at det ville tage 1-3 timer, og at der ville være en praktisk prøve, man hverken skulle eller kunne forberede, samt fire spørgsmål, de gerne ville have, at man tænkte over. Bl.a. hvorfor man havde valgt uddannelsen, og om der er et særligt fag, der lokker en.
Jeg forberedte mig bedre, end jeg nogensinde har forberedt mig til en jobsamtale. Jeg skrev ned, jeg snakkede med min coach om mine svar, jeg tog noter osv. Jeg følte mig med andre ord virkelig godt rustet og klar til at fortælle dem, hvorfor jeg brænder for det her, og at jeg virkelig kommer til at gøre det godt.
Allerede på vej fra bussen faldt jeg i snak med en pige, der også skulle derhen – dejligt at have en at dele nervøsiteten med! Det blev endnu rarere, da vi kom, og det viste sig, at 90% var af typen, der ikke taler med nogen, så alle sad for sig selv og stirrede ud i luften og ventede. Lærerne kom og holdt en lille introduktion, hvor det bl.a. fremgik, at “vi er færdige ved halv tre-tiden, hvis vi er heldige”. Da var klokken 9.30. 1-3 timer? Not so much 😉
Dernæst fik vi en opgave, man skulle løse, mens de kaldte os ind til samtale én efter én. Opgaven var at komme med et programforslag, og læreren remsede en række punkter op, som opgaven skulle indeholde (målgruppe, sendetid, kanal, indhold osv). Omkring det tredje punkt tænkte jeg, at jeg hellere måtte skrive det hele ned, men i samme sekund jeg skulle til at tage blokken op af tasken, kiggede læreren på en anden og sagde: “Det prasslar därborta.” Det tolkede jeg, som om der skulle være ro, så jeg lod blokken ligge. Derefter var der en, der spurgte, om vi fik punkterne udleveret – og så blev vi ellers skældt ud for at tro, at vi fik alting serveret, og sådan var det minsandten altid, og det kunne man altså ikke regne med ude i det virkelige liv. Jeg ved ikke, hvad det er med den slags, men jeg afskyr det. Desuden kunne jeg huske næsten alle punkterne i hovedet alligevel, så han skal da ikke skælde ud, før han ved, om folk faktisk har brug for at skrive ting ned eller ej?
Nå. Jeg fik nummer 12 ud af 16, så jeg havde gooood tid til at lave min opgave. Jeg havde lidt frygtet, at det var det, opgaven gik ud på, eftersom jeg jo ikke føler, at jeg er noget “idémenneske”, men snarere er rigtig god til at udvikle andres idéer og gennemføre dem. Men til min store glæde formede der sig faktisk en idé efter nogle omveje omkring andre emner, og jeg skrev en hel A4 om min fantastiske programserie. Så igen – godt tilfreds med mig selv 🙂
Derefter fulgte flere timers ventetid, og nu var jeg ekstra glad for at have min kammerat (med nummer 13), så vi kunne gå ned og købe frokost (hvem tænker på at have mad med, når beskeden er 1-3 timer med start klokken 9.30?) og noget at drikke og i øvrigt have nogen at snakke med. Til sidst tøede en del af de andre dog også op, så vi havde det helt hyggeligt den sidste time.
Ved 13.30-tiden blev det så endelig min tur. Først fik man en opgave – man skulle ud fra sin billedserie komme med endnu et programforslag – og ti minutter til at forberede det. Igen en hulens masse spørgsmål om titel, genre, kanal, målgruppe, indhold etc. Efter de ti minutter kom man så ind til selve samtalen, og efter diverse høflighedsfraser og fotograferen med navneskilt fik man så 60 sekunder (!) til at pitche det her program. Jeg havde igen forberedt mig godt og havde alle idéerne klar, så jeg var dybt frustreret over ikke at få lov til at besvare det halve af de spørgsmål, de selv havde stillet. Jeg er godt klar over, at det ude i det virkelige liv skal gå stærkt, og hvis ikke man kan sælge noget på 60 sekunder er det for sent – men 1) så giv os friheden til selv at bestemme, hvordan vi vil bruge de 60 sekunder og forberede dét, og 2) jeg skal ikke uddanne mig til sælger, det er ikke den, der redigerer, der sælger programidéerne.
Da det var overstået, tænkte jeg, at nu kunne jeg få lov til at fortælle alt det, jeg gerne ville lade dem vide. Men nej. Først ville de selvfølgelig vide, hvor jeg kom fra (for det stod jo ikke i mit cv, som de allerede havde…) og diskutere min accent. Derefter spurgte de, om det her med børn og alkohol var noget, jeg havde personlig erfaring med. Lige dét var måske ikke så mærkeligt, men efter næste spørgsmål, om jeg så havde haft en svær opvækst, og endnu mere bizart “Drikker du så slet ikke alkohol?”, blev jeg faktisk lidt skuffet. Det har jo intet med uddannelsen eller min personlighed eller evne til at lære noget at gøre. Og det tog tid fra alt det andet. Ti minutter er meget, meget kort tid!
Derefter spurgte de, hvad jeg ville ændre, hvis jeg blev bedt om at lave efterbearbejdning på næste sæson af Fuskbyggarna. Måtte indrømme, at lige det program har jeg altså ikke set. Så blev det Masterchef i stedet. Fik vel svaret nogenlunde, men sikkert meget ikke-svensk og direkte, og så blev jeg bedt om at tegne en dramaturgisk udviklingslinje på tavlen. Jo tak. Er det ikke den slags, I skal lære mig? Jeg gjorde mit bedste, og jeg forsvarede min holdning, og så var det slut.
Jeg spurgte til sidst, hvor mange ansøgere der egentlig var gået videre til den her omgang, men det skulle jeg nok ikke have gjort, for svaret fulgtes op af et “Det tror jeg bestemt, jeg sagde derude.” Sådan i samme tonefald som “Har du ikke hørt ordentligt efter?” Ville gerne have protesteret og sagt, at vi i så fald var mindst seks, der ikke havde hørt det, for det var en af de ting, vi havde diskuteret udenfor i løbet af dagen. Nå, men i hvert fald havde de fået 89 ansøgninger, hvoraf 64 var blevet kaldt til optagelsesprøve, og der er 32 pladser. Så jeg har i det minste “slået” 25 personer, og nu har jeg statistisk set 50% chance for at komme ind.
Mentalt forbereder jeg mig dog på et afslag, og i så fald skal jeg et halvt år til Malmö og læse praktisk film på Malmö Högskola. Også det forhåbentlig en vej videre, og der ved jeg da, at jeg kommer ind takket være mit resultat fra Högskoleprovet.
Skal sige at det meste af al den her arrigskab gudskelov først dukkede op, da jeg gik – så jeg har ikke siddet derinde og sendt dem “bad vibes” 😉 For jeg vil stadig det her – Malmö er fint som et bredt grundkursus, men det her er den direkte vej til et nyt job i en branche, jeg brænder for.
Efter den fuldstændige energiudtømning og de mange indtryk i går faldt jeg i søvn på sofaen efter at have kæmpet mig igennem en lille smule arbejde (havde jo regnet med i hvert fald en halv dag…). I dag står den på undervisning & resten af arbejdet. Motionen må komme i form af cykeltur til og fra skolen. I morgen går turen ned til Meg og et nyt ridekursus!
Ego A Go Go 