… har jeg spurgt mig selv flere gange de sidste par dage. Havde en rigtig god weekend, hvor jeg vendte op og ned på døgnet og var vanvittigt effektiv, samtidig med at jeg rent faktisk nåede at være en lille smule social og se de racerløb, jeg ville se. Mandag styrtdykkede humøret i skolen under anden dag med kamerateknik – lad os bare sige, at det ikke er min stærke side!
Rev eftermiddagen ud af kalenderen og tog til træning, hvilket var tiltrængt, men bagefter var jeg så fuldstændig bombet, at jeg ikke formåede andet end at hente sushi og selvdø i sofaen. Så i morges var det op klokken 5 og i gang med arbejdet…
9.30 sad jeg på skolebænken igen og spekulerede over, hvordan jeg skulle overleve, da jeg allerede følte, at dagen havde været uendelig lang, og jeg var inde i det der mode, hvor man hører ordene, læreren siger, men ikke forstår, hvad de eventuelt betyder 😉 Oh well. Det blev en bedre dag i dag, fandt en bedre gruppe at arbejde med, og nu er kamerateknik-modulet overstået for denne gang. Jeg er stadig bekymret over, at der lader til at være to slags mennesker i klassen – dem, der har en hel masse erfaring, eller dem, der lige er gået ud af gymnasiet. Jeg passer som sædvanlig ikke rigtig ind…
Dagens anden foruroligende oplysning: “Der er jo forskel på en klipper og en redigerare (beklager, jeg har ikke fundet et passende dansk substantiv, red.). En klipper er en, der fortæller historier i billeder, mens en redigerare er en tekniker.” Hmm. Jeg vil begge dele, tak.
I morgen skifter vi modul til dramaturgi, og jeg håber, det er mere min kop te. Føler i hvert fald umiddelbart, at jeg har lidt mere erfaring at tage af på det område, men man ved aldrig.
Nu skal jeg arbejde lidt videre, inden jeg giver helt op for i dag. Jeg spekulerer lidt på, hvornår jeg mon får et liv igen. Det der med faste tider passer mig SÅ dårligt, men det vidste jeg jo, før jeg gik ind i det her. Så det er én dag ad gangen, jeg skal nok komme igennem det her…
Ego A Go Go 