Når hjælpen kommer som kaldet

Min krop løste mine problemer for mig i søndags. Den gav mig nemlig en hovedpine, der ikke lignede noget andet, jeg har prøvet før. Jeg blev seriøst bange. Det føltes, som om nogen havde basket til højre side af hovedet med et baseballbat. Hvilket selvfølgelig gjorde det fuldstændig umuligt at arbejde. Så efter at have ligget i sengen og haft åndenød over situationen, slæbte jeg mig op og tvang mig selv til at kigge på computerskærmen, forberedt på at måtte proppe fuldtidsarbejdsdage ind efter skolen resten af ugen og glemme alt om søvn, men se! Pludselig gik det op for mig, at min kalender stadig var organiseret efter planen om at tage til Barcelona på fredag og dermed holde fri i tre dage. Da jeg besluttede mig for at blive hjemme, havde jeg så åbenbart bare rykket arbejdet op og fyldt ud i stedet for at fordele mere jævnt. Så nu er der faktisk sådan nogenlunde styr på det…

Og så har jeg bestemt mig for at holde skolefri på fredag. Vi skal have anden del af en forelæsning, der begyndte i går, og det var den første dag, jeg gik fra skolen uden at føle, at jeg havde lært noget af “værdi”. Det er svært at forklare – det var såmænd interessant nok, og egentlig også relevant nok for os (ellers er der jo en hel del, hvor man tænker, at de bare har sat os sammen med tv-produktion, fordi de ikke lige har kunnet finde på noget bedre til os – uddannelsen er jo ny), men det gav mig bare ikke noget. Og eftersom de fra dag 1 har råbt op om “eget ansvar” og standardsvaret på alle spørgsmål er, at det må vi selv finde ud af og tage ansvar for, så jeg har bestemt mig for at tage eget ansvar og blive hjemme og arbejde og slappe lidt af i weekenden og nøjes med noter fra mine klassekammerater. Og den beslutning er jeg fantastisk godt tilfreds med.

Ellers har vi haft klipning på skemaet denne uge – endelig! Og her føler jeg, at tre dage er aaalt for lidt. Så jeg er ved at downloade en prøveversion af programmet netop nu (og håber og beder til, at det kan køre nogenlunde på min nuværende computer, selv om den egentlig ikke er “godkendt”), og så vil jeg sætte mig i weekenden og kigge på tutorials og lege lidt for forhåbentlig at blive mere fortrolig med det på den måde. Min store ulempe er, at jeg har virkelig svært ved at lære at bruge programmer på den måde – jeg lærer det først, når jeg bruger det, og med det mener jeg når jeg bruger det til noget, der har et decideret formål. Men det kommer sikkert tids nok! Jeg har allerede masser af planer om både praktik og eksamensarbejde… Hvis bare halvdelen bliver til noget, bliver jeg overlykkelig 🙂

I øvrigt har jeg taget mig tid til træningen, og det er utroligt, hvilken forskel det gør. I mandags nåede jeg lidt styrketræning på egen hånd (de der chins SKAL bare lykkes før eller siden), før jeg tog en billet til basjympa. Jeg var SÅ træt, så et helt træningspas på egen hånd havde jeg simpelthen ikke disciplin til. Og det var godt! For det viste sig at være et af de bedste pas, jeg har været til – lederen var ny i Stockholm og kom fra Göteborg, og passet var supersjovt – bl.a. var der blandet bollywooddans og lidt cancan-agtige trin ind i det, og jeg morede mig som et lille barn i tivoli. Det var SÅ rart at slippe hæmningerne og bare lege 🙂

Og i dag er jeg så startet på Endomondos “bliv hurtigere på 10 km”-program igen – sidst blev jeg afbrudt af ridelejr + at funktionen stadig var i beta, hvilket bl.a. betød, at ud over at man ikke kunne flytte træningsdage, kunne man heller ikke køre programmet i mobilen, og så var der altså ikke meget fidus i det, hvis man selv skulle have det hele i hovedet og holde øje med afstand/hastighed/tid på pulsuret. Men nu virker det, så op på hesten igen, og jeg lagde ud med 10 200-meters intervaller med 200 meter jogging imellem. Alt i alt kom jeg lige knap fire gange rundt om øen og var godt brugt bagefter. I bad, ned til sushien, hjem til Karoline og passe katte bevæbnet med den bærbare og et par afsnit Grey’s Anatomy. Perfekt alene-hjemme-aften.

For ja, Ola er i Barcelona og kører sit første “rigtige” racerløb i weekenden – i hvert fald det første på så højt niveau. 24 timers løb med et tysk team, og jeg ville så gerne have delt oplevelsen med ham, men det gik bare ikke – så jeg må heppe hjemmefra. Så planen er at arbejde så meget som muligt på fredag og så sove læææænge lørdag og forhåbentlig være vågen natten til søndag, så jeg ikke går glip af noget. Heldigvis er der også Nascar samme nat, så bevæbnet med det og strikketøjet burde det nok kunne lade sig gøre at holde sig vågen 🙂

This too shall pass

Ved egentlig ikke, hvad jeg skal skrive, men syntes, det var på tide med en opdatering. Dramaturgi-blokken passede mig ganske rigtigt bedre – masser af filmanalyse, og jeg har sendt mange kærlige tanker til min far for alt, hvad jeg har lært som lille om, hvordan film og tv fungerer – og for at have set en frygtelig masse gode film i alle mulige genrer. I næste uge skal vi have det sidste modul, som handler om at lære at kende det program, vi skal klippe i.

Det slog mig i dag, mens jeg var i gang med noget helt andet, at den store forskel på denne uddannelse og de andre, jeg har startet på, er, at jeg her har fokus på “efter”. Jeg vil det, der kommer efter uddannelsen. Tidligere har jeg ikke rigtig vidst, hvad pokker jeg egentlig ville bagefter, og så er det svært at holde ud, når det hele ikke er rosenrødt. Denne gang tror jeg på, at jeg nok skal blive færdig – for jeg vil som sagt det, der kommer bagefter. Jeg ved ikke præcis, hvad det bliver, men det gør ikke så meget. Jeg er på vej i den rigtige retning.

Med det sagt håber jeg alligevel, at livet snart falder lidt til ro. Jeg kan ikke rigtig holde til det her tempo – jeg arbejder om morgenen, før jeg tager af sted, og igen om aftenen, når jeg kommer hjem. Dvs jeg laver ikke andet end at sove, spise, gå i skole og arbejde. Det holder ikke i længden. Så i dag fik jeg ikke lavet et hak. Eller jo, jeg fik gjort rent og vasket tøj og handlet og lavet mad og havde en hyggelig aften med nogle veninder, men jeg har hverken fået arbejdet eller trænet, hvilket jeg ellers havde tænkt mig. Og nu sidder jeg her og kan ikke finde ud af at gå i seng, for jeg kan ikke finde ud af at slappe af, når jeg ved, at jeg skal nå en hel masse i morgen og skal arbejde fra morgen til sen aften. Har det dårligt med ikke at få trænet, men kan ikke få det til at hænge sammen for tiden. Ville gerne stå tidligt op om morgenen og løbe, men det er trods alt begrænset, HVOR tidligt jeg kan stå op, eftersom jeg jo også arbejder. I morgen havde jeg tænkt mig at prøvecykle ruten til skolen, men jeg må nok hellere indse, at det er smartere at knokle igennem og måske få så meget styr på det forbandede arbejde, at jeg ikke behøver at arbejde HVER morgen og aften hele næste uge. Håbet er dog begrænset… Nå ja. This too shall pass.

Who am I kidding?

… har jeg spurgt mig selv flere gange de sidste par dage. Havde en rigtig god weekend, hvor jeg vendte op og ned på døgnet og var vanvittigt effektiv, samtidig med at jeg rent faktisk nåede at være en lille smule social og se de racerløb, jeg ville se. Mandag styrtdykkede humøret i skolen under anden dag med kamerateknik – lad os bare sige, at det ikke er min stærke side!

Rev eftermiddagen ud af kalenderen og tog til træning, hvilket var tiltrængt, men bagefter var jeg så fuldstændig bombet, at jeg ikke formåede andet end at hente sushi og selvdø i sofaen. Så i morges var det op klokken 5 og i gang med arbejdet…

9.30 sad jeg på skolebænken igen og spekulerede over, hvordan jeg skulle overleve, da jeg allerede følte, at dagen havde været uendelig lang, og jeg var inde i det der mode, hvor man hører ordene, læreren siger, men ikke forstår, hvad de eventuelt betyder 😉 Oh well. Det blev en bedre dag i dag, fandt en bedre gruppe at arbejde med, og nu er kamerateknik-modulet overstået for denne gang. Jeg er stadig bekymret over, at der lader til at være to slags mennesker i klassen – dem, der har en hel masse erfaring, eller dem, der lige er gået ud af gymnasiet. Jeg passer som sædvanlig ikke rigtig ind…

Dagens anden foruroligende oplysning: “Der er jo forskel på en klipper og en redigerare (beklager, jeg har ikke fundet et passende dansk substantiv, red.). En klipper er en, der fortæller historier i billeder, mens en redigerare er en tekniker.” Hmm. Jeg vil begge dele, tak.

I morgen skifter vi modul til dramaturgi, og jeg håber, det er mere min kop te. Føler i hvert fald umiddelbart, at jeg har lidt mere erfaring at tage af på det område, men man ved aldrig.

Nu skal jeg arbejde lidt videre, inden jeg giver helt op for i dag. Jeg spekulerer lidt på, hvornår jeg mon får et liv igen. Det der med faste tider passer mig SÅ dårligt, men det vidste jeg jo, før jeg gik ind i det her. Så det er én dag ad gangen, jeg skal nok komme igennem det her…

Dag 2

Kan jo lige så godt udnytte busturen til at blogge lidt fra mobilen 🙂

Dag 2 har været en god dag! Den startede godt nok med, at jeg ikke kunne kende et eneste menneske (næsten), for jeg sad på forreste række i går med ryggen til alle andre, og i dag blev vi slået sammen med tv-producer-eleverne – dvs. at ansigtsblinde jeg nu har intet mindre end 66 nye mennesker at holde styr på, og jeg har ingen anelse om, hvilke der tilhører min klasse… Men det løser sig nok! Øver mig ihærdigt.

Morgenen gik med at lytte til to tidligere TVP-elever (TVP har altid betydet “DR Provinsafdelingen for mig, men nu betyder det altså TV-Producentlinjen), hvilket var ret interessant. De arbejder begge i den virksomhed, de havde været i praktik i, og det lød som hårdt, men spændende arbejde. Den ene havde været klipper på Farmen, men havde sagt nej til en ny sæson, eftersom det ikke var den slags tv, hun kunne stå inde for – rart at få bekræftet, at man godt kan være lidt kræsen, når man først har lidt erfaring.

Efter frokostpausen, hvor jeg fik mødt et par stykker til, hvoraf jeg tror jeg kan huske i hvert fald tre navne, kom Nike Lindblom, der er producer for Lyxfällan, og fortalte om hele produktionsprocessen fra ide til sending. Hun fik mig næsten overbevist om, at reality-tv ikke nødvendigvis er djævlens værk, og at man faktisk kan have moral, når man laver det 😉 Nej, hun var utrolig interessant at lytte til, og hun sagde også, at hun var glad for, at vores uddannelse er kommet til, for vi er vigtige.

Så nu glæder jeg mig til at komme i gang og faktisk LAVE noget – og det sker i morgen, hvor jeg sammen med resten af “hold A” (50% TVP og 50% Red, totalt cirka 20 personer) skal lære alt, hvad der er værd at vide om kameraer. Dét glæder jeg mig til – stødte ind i læreren på vej hjem i dag, og han virker dygtig og engageret, så jeg håber, det indtryk passer 🙂

Vi så også resten af præsentationsfilmene, hvilket gjorde mig endnu gladere for, at jeg fik min visning overstået i en fart – har godt nok fået en del ros for den i dag, men for pokker, hvor er folk dygtige! Nogle af dem så dygtige, at man spekulerer over, hvad pokker de skal bruge uddannelsen til… Eget produktionsselskab og redigering af diverse langfilm og musikvideoer på cv’et, ligesom. Begynder at spekulere på, om det virkelig var med vilje, at jeg kom ind, eller om det var en administrativ fejl, som ingen tør indrømme LOL Nej, jeg skal nok blive sej til det her 🙂

The first day of the rest of my life?

Det har været en laaaang dag! Startede med et par timers arbejde i morges efterfulgt af en meget lang bustur til skolen. Jeg må se at finde ud af, om jeg tør cykle, for det føles lidt overdrevet at skulle hjemmefra en time og et kvarter før for at være fremme til tiden.

Anyhoo, faldt i snak med en pige i elevatoren (ligesom sidst), og så var dagen i gang. En masse praktisk information (blandt andet om alarmen om natten, for det var åbenbart ikke usædvanligt, at folk blev der hele natten for at arbejde…) og præsentationer af nogle af lærerne. Det lover umiddelbart godt – især kunne jeg godt lide ham, der skal forelæse om bl.a. dramaturgi. Han sagde, at man skal være “teammenneske, men ikke flokdyr” – og det syntes jeg egentlig ramte mig meget godt 😉 I øvrigt har vi flere gange fået at vide, hvor eftertragtede vi kommer til at blive på arbejdsmarkedet, og at der i den grad er brug for folk med den kompetence, vi ender med at have.

Jeg var også glad for at se pigen, jeg mødte til optagelsesprøven – så var der da ét kendt ansigt 😉 I øvrigt består klassen af flest fyre, og jeg hører umiddelbart til i den tunge ende af aldersskalaen. Mange af dagens præsentationer indeholdt information om, hvilken linje personen havde gået i gymnasiet, og hvor mange søskende vedkommende havde. Den slags bliver sjovt nok mindre vigtigt med alderen… Følte mig lidt gammel, men var glad for at have en anden voksen at tale med i form af Tove, der er fyldt 40, er uddannet kunstner og mor til tre.

Vi nåede igennem cirka halvdelen af folks præsentationsfilm – jeg endte med at lægge ud, for så kunne jeg slappe af resten af tiden uden præstationsangst 😉 Der er en del rigtig dygtige folk i klassen, så jeg var glad for, at min film i hvert fald ikke var den “dårligste”.

Derefter gik turen til Filmhuset, hvor vi var publikum til optagelsen af “Nugammalt” med Filip og Fredrik. Ikke lige et program efter min smag, og jeg er jo nærmest vokset op i et tv-studie, så jeg må indrømme, at jeg her kedede mig lidt, men, men, om ikke andet er det sikkert godt at have noget at tale med de andre om i morgen.

I morgen står den på forelæsning med elever fra produktionsselskabet ART89 og produceren fra Lyxfällan, hvilket sikkert bliver interessant. Dog er der en lille stemme i mig, der siger, at hvis det er den slags tv (Filip & Fredrik og/eller Lyxfällan), jeg ender med at skulle arbejde med, kommer jeg nok til at føle, at jeg har solgt min sjæl. SÅ tv-liderlig er jeg ikke… Men der er jo mange muligheder, og jeg vil gøre mit yderste for at finde verdens bedste praktikplads, hvor de laver noget, jeg føler, jeg kan stå inde for.

Nu vil jeg hoppe i seng og sove fem kvarter i timen, for i morgen venter en ny, spændende dag! Forkølelsen er også ved at lægge sig, så med lidt held kan der måske endda blive tid til en lille løbetur 🙂

Bring it on!

Hvor blev tiden af?! Den spænede forbi mig med 100 km/t. Nå, men i morgen starter skolen. Min præsentationsfilm er færdig, den blev som den blev, og jeg glæder mig til at finde ud af mere om, hvad fremtiden har at byde på. Fik skemaet i dag og fik lidt åndenød, eftersom der er skemalagt undervisning hver dag fra 9.30-16.30. Med over en times transporttid hver vej og en hulens masse arbejde ved siden af de første par måneder håber jeg inderligt men sikkert naivt, at der til gengæld ikke er så meget hjemmearbejde ved siden af.

I øvrigt har jeg haft en fantastisk uge på ridelejr. Fik lov til at ride Bailey på 5 år, en helt fantastisk hest, som jeg er dybt forelsket i og håber på at få igen næste gang. Hvornår næste gang bliver, ved jeg ikke, men jeg håber virkelig, det bliver i år. Tror, at jeg efter denne uge for første gang tør sige, at jeg faktisk kan ride og ikke bare sidde til hest.

Efter hjemkomst lørdag eftermiddag hoppede jeg i bad og tog direkte videre hjem til Cristine, hvor vi spiste lækker middag og is til dessert, inden det var tid til Midnattsloppet. Cristine bor lige ved siden af starten, så kl. 22.15 luntede jeg ned til min startplads, og kl. 22.30 gik startskuddet. Perfekt opvarmning til et hyggeligt løb, som jeg løb fuldstændig uden præstationsangst og kun med oplevelsen for øje. Hyggejoggede hele vejen og nød stemningen og high-fivede med alle, der gad – jeg holdt op med at tælle, da jeg nåede til 30. Da jeg passerede kilometer 9 var min eneste tanke: “Nej, det må ikke være slut endnu!” Kiggede ikke en eneste gang på uret og tiden, men havde forinden sagt halvt for sjov til Ola, at jeg nok ville være i mål 23.37. Gæt selv, hvad klokken var, da jeg passerede mål… Det sjove er, at jeg uden at vide det faktisk løb en anelse hurtigere end sidste år, trods träningsvärk fra en uges ridelejr i benene og mindre løbetræning generelt. Denne gang kunne jeg desuden løbe hele vejen, inklusive den grimme bakke op til Mosebacke Torg. Men Midnattsloppet bliver aldrig et præstationsløb for mig – man går jo glip af det hele, hvis man skal spæne af sted og presse sig selv.

Nå, jeg må tilbage til arbejdet – der er virkelig no mercy de næste måneder, hvor livet kommer til at bestå af skole, arbejde, mad og søvn (og forhåbentlig en lille smule træning, hvis jeg skal komme igennem det med fornuften i behold), men jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg håber, jeg kan finde lidt tid til at holde bloggen opdateret – som sædvanlig mest for min egen skyld, men jeg vil gerne kunne holde styr på, hvordan det hele spænder af.

Home, sweet home

Hjemme igen efter en lang rejse med ikke ret mange timers søvn. Lykkedes mig alligevel at holde mig vågen til 22.30, så jeg håber på en relativt normal døgnrytme igen hurtigt. Orker ikke at vågne 3.30 og falde i søvn kl 20 i en uge som efter Canada….

Vågnede to gange i nat og var overbevist om, at jeg befandt mig på hotel LOL Det hjalp med et par katte under armen. Amerikanske fjerlegedimser er i øvrigt the grej!

I dag skal vi ud og kigge på bil – håber, det ender med køb, da Ola nu har været billøs i flere måneder (eller ja, han har haft lånebil, ellers var han nok omkommet), og det begynder at blive besværligt! Derefter må vi se, om han har tænkt sig at drage af til Hindås med det samme. Jeg bliver hjemme for min egen og missernes skyld – desuden har jeg kun tre dage til at lave min film til skolen (præsentationsfilm… Præstationsangst), derefter er det slut med ferie og knokleriet starter igen. Men kun en uge, så skal jeg på ridelejr!

Vente, vente, vente

Klokken 14 måtte vi forlade hotelværelset efter at have spist STOR og lang morgenmad og set lidt fjernsyn. Flyet går først kl 22… Men Ola har loungeadgang, så whoohoo – behagelige lænestole, gratis internet og fri adgang til sodavand, sandwich, chips, te, slik, you name it. Så her sidder jeg og hygger mig med strikketøjet 🙂

Havde en ret underholdende konversation med shuttlechaufføren på vejen fra hotellet – han spurgte som alle andre, om vi var fra Tyskland, og da Ola svarede Sverige, mente han, at det burde han have sagt sig selv (eftersom Ola er så høj) – men så kiggede han på mig og konstaterede, at jeg ikke så svensk ud, og at jeg garanteret ikke var fra Sverige LOL Ved ikke, om det er fordi jeg ikke er to meter lang og blondine, men jeg vælger at se det positivt 😉

Her i loungen får jeg også oplevelser – efter en af mine runder til tevandet blev jeg stoppet af en ældre amerikansk herre, der blot ville fortælle mig, at han syntes, det så så hyggeligt ud, når jeg strikkede, og hvem der havde lært mig det. De er nu rare, de amerikanere!

Oh the luxury!

Efter en dejlig dejlig morgenmad bestående af bl.a. belgiske vafler med blåbær og en ordentlig skål frugt (jeg begynder at have en slem længsel efter grønsager…) checkede vi ud og kørte mod Chicago.

Kørte først ind i byen, hvilket viste sig at blive en dyr fornøjelse, da en times parkering kostede 24 dollars! Men vi fik da set Millennium Park, og Chicago gav et rigtig godt indtryk. Vi vender gerne tilbage!

Derefter ud til hotellet, hvor vi blev opgraderet til et corner deluxe room på næstøverste etage, ikke dårligt! Ren luksus her, lige hvad jeg havde håbet på.

Eneste minus – lige ved siden af hotellet ligger der en stor outlet, og lige da jeg var begyndt at glæde mig til at fordrive de mange timer inden afgang i morgen med at shoppe lidt mere (Body Shop outlet!!), opdagede jeg, at stedet først åbner på torsdag… Dagnammit! Så det bliver en lang dag i morgen… Og terminalen virker ikke ligefrem inspirerende, så iPad’en er sat i stikkontakten, så der er egen underholdning inden flyet. Håber på et “rigtigt” fly med egen tv-skærm på vejen hjem – på vejen hertil havde de jo hyret et elendigt gammelt charterfly…

Nu afslapning deluxe og vinke farvel til USA og en fantastisk ferie!!

Race Day complete!

Trods et dødkedeligt race havde vi en fantastisk dag på banen i går. En perfekt afslutning på en perfekt ferie! Solen havde jeg heller ikke behøvet at bekymre mig om, for inden racet holdt vi os så meget som muligt i skyggen, og da racet startede, var det blevet overskyet – det var faktisk koldt! Sad og frøs i blæsten under racet, og de snakkede om rekordlave temperaturer for race day – lige omkring 20 grader.

Eneste minus – kort før vi forlod hotelværelset, skulle Ola lige flytte sin bærbare, og bang, så gjorde noget ondt i ryggen. Staklen var ret handicappet resten af dagen, så vi gik og gik for at holde det hele i gang (hvilket virkede). Nu til morgen har han det gudskelov lidt bedre, så forhåbentlig bliver turen hjem i morgen ikke et større mareridt end normalt for ham (flysæder er ikke lavet til folk på 1,93…).

I øvrigt har hotellet her været en af de mest positive oplevelser på rejsen – fantastisk personale! Jeg har sjældent følt mig så velkommen, og det er helt klart deres fortjeneste, at vi er endt med at spise her hver aften, fordi de var så sjove at snakke med. Kommer vi tilbage engang, vil vi helt sikkert bo her igen!

Udsigten fra vores pladser i går:

Nu går turen videre til Chicago for en sidste overnatning. Jeg tror, vi ender med at bo på hotel ved lufthavnen, for vi skal aflevere bilen derude i dag, og jeg må indrømme, at jeg snart ikke orker flere indtryk. At starte forfra med en ny by uden noget specifikt, vi gerne vil se, har jeg lige nu svært ved at finde overskud til… Så det kan være, at vi bare tager en nat i luksus, nyder den sidste dag i frihed og prøver at få så sen udcheckning som muligt i morgen, eftersom flyet først går i morgen aften.